Røveriet imod Postbilen fra Svaneke til Østermarie.
Beskadiget adressekort med affaldede mærker. Påskrevet: Indg. beskadiget her hidrørt fra plyndret Post af 20 ds. og ovalstempel Svaneke Postkontor d. 24.12.1921 til Rønne. Ankomst stemplet i Rønne d. 28.12.1921. Fra postrøveri imod postbilen mellem Svaneke og Østermarie. Unik. (27. Salg -Posthistorie, lot 508 - startpris: 5000 kr) |
Et postrøveri fra Svaneke-bilen den 20. december 1921 blev datidens store samtaleemne på Bornholm, da det blev opdaget, at 30.000 kr. i værdiforsendelser, var blevet stjålet på turen fra Svaneke til Østermarie. I de lokale aviser beskrives forløbet således:
”Stik lige ud og hente Posten”, sagde Stationsmester Kjeldsen i Østermarie til Stationskarlen, efter at Postbilen fra Svaneke var kommet. ”Her har du Nøglen”. Faa Øjeblikke efter kommer Karlen forpustet tilbage. ”Der er sket noget! Posten er væk - Boksen er i stykker - der er slået hul i den!”
Den røvede Postbilen mellem Svaneke og Østermarie. |
Boksen, der var anbragt uden på bilen, var skrællet i stykker og indholdet var forsvundet. Chauffør Svendsen blev tilkaldt, men han kunne kun forklare at postboksen var i orden, da han låste den i Svaneke, og at der var flere breve med. En telefon opringning til Svaneke oplyste, at der blandt brevene var flere værdiforsendelser, deriblandt et på 30.000 kr.
Der var ingen tvivl. Der var sket et røveri, og politiet blev tilkaldt. Politiet undersøgte vognen og fandt en mængde afskrabninger under postboksen.
Da der ikke blev gjort ophold på turen, måtte røveren have ligget på lur og sprunget på vognen. Han må have klamret sig til vognen med den ene hånd og brudt boksen op med den anden, og derefter stjålet indholdet.
Politiet forhørte sig på stationskontoret og fik at vide, at der var en person, som ved flere lejligheder havde forhørt sig om bilens afgangstider, og om den medbragte værdiforsendelse.
Politiet sendte en mand ud for at hente personen til afhøring, men det blev først hen ad midnat, før de fik fat i ham. Avisen skriver videre:
”Han nægter alt. Spiritusaande slaar Betjentene i Næsen, mens han med grødet Stemme bedyrer sin Uskyld. Men der er ingen Pardon. Det viser sig hurtigt, at han har mere end fire hundrede Kroner paa sig, og en hastig Husundersøgelse giver til Resultat, at der bag Sengestoplen findes andre 29.500 Kr. Ved denne Opdagelse bryder Røveren sammen og tilstaar Røveriet”.
Se også under DFBK.DK -> Rutebiler -> Bornholm -> Svanikke Automobilselskab
SvarSletKristian Klitgaard